Hej Speedie

Her får du min ADHD historie- fra mig til dig!
Jeg hedder Christine og er 43 år gammel (2018). Jeg er gift med min mand på 21. år og har kendt ham i 27 år. Jeg har to børn, en søn på 16 år og en datter på 20 år. Min datter har en ADHD diagnose med lidt andet godt indblandet og fik diagnoserne, da hun blev 16 år.

Jeg har siden 2010 haft diagnosen ADHD og kronisk PTSD tilsat et par angst diagnoser i blandingen.adhd bogstaver

Hver dag var en kamp for livet, men fordi jeg havde en hård opvækst, tænkte jeg altid, at det bare var social arv, og hvad der ellers hørte sig til. Jeg går under kategorien Mælkebøttebørn, altså omsorgssvigtede børn, som bryder den sociale arv. Så alt var nok helt normalt, troede jeg.

Jeg elskede at gå i skole, jeg blev set og hørt og lå i toppen af klassen i alle fag, lige pånær idræt, der var jeg en klovn til stort set alt. Skolen var mit frirum. Jeg lavede aldrig ballade, men jeg havde svært ved at lære tingene, fordi jeg altid sad og kiggede ud af vinduet. Så det kostede mig blod, sved og tårer at lære det hele, når jeg kom hjem. Uroen var ikke at spotte i min krop, for jeg fik simpelthen tæsk af min mor, hvis jeg ikke var stille, eller hvis der blev skrevet hjem. Jeg lærte på den hårde måde at undertrykke min urolige krop.

Jeg tog mine ting og gik hjemmefra, da jeg var 16 år. Det var den eneste chance for at overleve min svært psykiske syge mor. Ellers havde hun slået mig ihjel.

Årene efter forsøgte jeg at “overleve” på bedste vis. Livet var sygt hårdt. Men det skulle det jo være, for jeg havde altid været i kamp/flygt mode, så hvorfor ikke også nu. Der begyndte så småt at vise sig problemer med min adfærd, da jeg blev færdig med folkeskolen. Den trygge bobbel blev sprængt, mit frirum som folkeskolen var for mig, var væk. Mine klassekammerater forsvandt væk for alle vinde. Og så begyndte nedturen.

Kan man blive student, når man har ADHD?

Det kan man! Jeg blev det dog kun lige med nød og næppe, såden en matematisk en af slagsen. Det var 3 forfærdelige år, hvor jeg hang i kun med det yderste af en finger.

Jeg anede ikke, hvad jeg ville bagefter. Jeg havde en drøm om at blive læge. Men jeg kunne ikke overskue lægestudiet, til trods for at jeg rent faktisk havde evnerne. Så i stedet kastede jeg mig over det nærmeste, jeg kunne komme til i forhold til læge. En elevplads som klinisk biokemisk hospitalslaborant (kaldes bioanalytiker i dag) på Bispebjerg Hospital, 37 timer om ugen. Her kæmpede jeg i 3 år for at komme igennem.
Jeg undrede mig over at de andre elever, kunne lære tingene så hurtigt.
Jeg har en IQ, der ligger lidt over gennemsnittet, så jeg følte jo, at jeg burde kunne lære tingene. I stedet skulle jeg læse 5-10 gange på samme ting, hvor de andre havde fanget det efter blot 1 gennemlæsning.
spoergsmaal tegn adhdDet var samtidig hårdt at komme ud af døren til tiden, og huske at gå på arbejde. Jeg levede at smøger i de 3 år, for jeg glemte at købe mad ind og lave madpakke. Det at tilegne sig nye ting og lære alt det nye, kostede mig så meget på energikontoen, så jeg stort set intet socialt kunne holde ud. Og så bliver man rimelig udelukket af fællesskabet, når man bor i ny stor by uden venner. Sygedagene var maxet ud.

Jeg gennemførte imod alle odds.

Første psykolog mødte jeg i 1997, blot 22 år gammel. Jeg havde forsøgt at få fat i en psykologhenvisning, da jeg var 16 år, men dengang var der intet fokus på psykiatrien, så lægen ville ikke henvise mig, men gav mig i stedet nogle benzodiazepiner, så kunne jeg bedre holde livet ud. Jeg tog dem aldrig.

1998 med en 1 år gammel datter, startede jeg ud på en uddannelse som projektleder inden for IT. Jeg vidste, at jeg ikke ville arbejde i det offentlige system igen, og at jeg ville kede mig som bioanalytiker med alle de gentagelser, der er i arbejdet. Jeg fandt ud af, at jeg skulle være selvstændig. Her ville jeg selv kunne tilrettelægge min tid og ikke skulle underlægge mig nogle krav og kasser.

2001-2003 var jeg lige inde og runde Novo Nordisk og arbejde med noget insulinforskning. Det var simpelthen så kedeligt. Jeg blev mere og mere træt af alle de gentagelser og blev endnu engang bekræftet i, at det var bedst at arbejde for mig selv.

I 2004 var det helt galt. Jeg startede anti-depressiver, en almindelig gang Cipramil, som på sin vis virkede og så alligevel ikke. Der skete en voldsom kemisk reaktion i mit hoved, og fra at være fungerende, blev jeg fra den ene dag til den anden, indlagt på psykiatrisk skadestue, fordi jeg var bragende selvmordstruet og havde alverdens angst.

adhd piller medicinJeg tænkte, at med to små børn og et kaotisk familieliv med en svært psykisk syg mor, at det nok var grunden til, at jeg stort set havde mistet overblikket og lysten til at leve. Jeg blev betegnet som “ikke klinisk depressiv”. Men hvad er jeg så, spurgte jeg psykiateren. Det fik jeg aldrig svar på. Til gengæld fik jeg en anden slags antidepressiv, Efexor. Det var både til serotonin og noradrenalin receptorerne, så det måtte da være effektivt? Og så sovepiller, og hvad der ellers kunne tilbydes i coctailen.

Jeg bad min psykolog om at teste mig igen nogle år efter første test. Jeg var skrækslagen for at være borderline og andet psykisk slemt, især for den påvirkning det kunne have på mine børn. Jeg ville ikke overlevere en svær social arv til dem, hvis jeg havde muligheden for at gøre noget.

Testene viste heldigvis ikke nogen personlighedsforstyrrelser, psykopati eller andet godt. Jeg tog op til flere test, hos de forskellige psykologer, for jeg kunne ikke forstå min tilstand. Jeg VILLE forstå min tilstand. De viste stress, angst, og et depressivt sind. Men jeg følte mig ikke depressiv. Jeg følte mig udbrændt.

psykolog psykiater adhdIgennem 18 år gik jeg til MANGE psykologtimer. Jeg fik også hjælp fra distriktpsykiatrien til at håndtere livet. Jeg var overbevist om, at der var noget andet galt, og at jeg var fejldiagnosticeret.
Jeg prøvede alverdens mindfulness, meditation og yoga. Intet hjalp. Jeg sov stort set aldrig. Og har aldrig gjort det. Så det var ikke noget nyt. Alle sagde til mig “du er stresset, du skal slappe af”
Min angst bragede derudaf, jeg kunne på et tidspunkt ikke gå ud til postkassen af bar angst for at møde nogen, eller at jeg ville dø på vejen. Jeg begyndte så småt at trappe ned af mine antidepressiver efter 5 år. Jeg ville se om, det var dem, der fastholdt mig i tilstanden. Det blev en smule bedre, da jeg kom ned på den laveste dosis efexor.

Så tog jeg en masse fag til fysioterapi og startede en klinik op. Her kunne jeg nemlig selv styre min tid, min energi og hvad der ellers hørte sig til. Jeg fik aldrig færdiggjort studiet, men jeg opbyggede en succesfuld klinik med massage og behandling af skader. Det blev så stor en succes, at jeg druknede. Og gik ned med flaget.

Jeg tænkte, at nu skulle det være slut. Jeg vil simpelthen ikke byde mig selv og mine børn og mand det her liv med op og nedture konstant. Og jeg gad ærlig talt ikke mere psykolog, om at snakke mig ud af tingene, når jeg reelt havde behov for en handleplan og en igangsætningsstrategi. Noget til at fastholde min opmærksomhed.
Så jeg måtte acceptere, at jeg nok blev nødt til at få mig et flexjob. Jeg kunne ikke og magtede ikke et fuldtidsjob eller at være selvstændig. Og jeg havde jo masser af uddannelse.

Kommunen var enig. De sendte mig i arbejdsprøvning. Samtidig startede jeg hos en psykiater.
Efter mange og lange samtaler med psykiateren kom beskeden:

“Du har et kronisk PTSD- syndrom (og noget angst i forskellige former), som har ødelagt noget af din hjerne, og så har du ADHD.”

Der blev meget stille, da jeg fik beskeden. Så kiggede jeg på min psykiater, og så brød jeg ud i latter. Ikke bare ti-hi grin, men en brølende latter.

“Jeg har sgu da ikke ADHD. Jeg har tre uddannelser, en mand igennem mange år og to børn, det kan jeg da ikke have?”. (snak lige om at have fordomme om ADHD!)

“Skal vi lade det komme an på en prøve” spurgte psykiateren.

Han gav mig noget medicin til ADHD.

Fra da af ændrede hele min verden sig.

Jeg fik et liv. Med indhold og hvad der ellers hører sig til.

I løbet af 6 måneder var jeg trappet helt ud af al min antidepressiv medicin, og var nu kun på ADHD medicin om dagen, og melatonin til at sove på om aftenen.

Jeg kunne pludselig holde ud at være til.

Og alle mine PTSD symptomer og angst lagde sig i støvet af ADHD medicinen. Jeg kunne håndtere de symptomer der kom og kommer med jævne mellemrum.

Jeg har det godt! Jeg har fået et liv, jeg rent faktisk kan holde ud at leve.

Og hvis jeg kan, så kan du også. Velkommen til dig, Speedie!

Hvis du vil vide om hvorfor jeg har lavet Lifeonspeed.dk